Deutsch unten

 

/Hvad er nødvendigt for, at en journalist kan udpeges som et militært mål?/

 

Det spørgsmål behandlede Kristeligt Dagblad 23. juni, hvor mellemøst-korrespondent Allan Sørenden skrev, at journalister, der var ”tilknyttet en terrororganisation” ikke skulle være beskyttet af FN’s internationale konventioner. Den påstand er der næppe belæg for.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/terrorgrupper-sendte-medlemmer-i-krig-i-gaza-under-journalist-daekke. af at være journalister.

Han skrev:

”Journalister, der udelukkende arbejder som repræsentanter for medier, er ikke legitime mål i forbindelse med krig, og forsætlige angreb på journalister er en krigsforbrydelse. Derimod er aktive medlemmer af terrororganisationer legitime mål i forbindelse med en væbnet konflikt som den i Gaza.”

Folkeretten ser civile og journalister som beskyttede i krig og væbnede konflikter Konventionerne selv beskytter ikke direkte journalister. Der er dog udtalelser og tillægsprotokoller, der pinder reglerne ret klart ud. Det gode spørgsmål er derfor: Hvor skrappe er undtagelserne? Det centrale begreb hedder”kombattanter”. Det er ret skarpt. Den pågældende skal være bevæbnet og deltage direkte i kamphandlinger: eller også skal han skal deltage indirekte, fx ved at udpege militære mål. Ikke-kobattanter er beskyttede og kan ikke udpeges som militære mål, Og bevisbyrden her ligger hos den angribende part, uanset hvilken organisation tilhører.

Det skrev jeg til Kristeligt Dagblad,, hvis udlandsredaktør Sidsel Nyholm gentog Allan Sørensens udlægning af folkeretten. Hun afviste min indvending som min retsvildfarelse.

Efter min vurdering er medlemskab af en terrororganisation eller  organisatorisk tilhør til noget, der oversat kaldes “den militære gren” næppe tilstrækkeligt som bevis til som påstået af Allan Sørensen at dræbe   Muhammed  Naser Abu Huwaidi .  Om der eksisterer fældende beviser, der kan folkeretligt ville kunne godkende drabet ved vi ikke

 

 

Noter:

Læs her: https://casebook.icrc.org/case-study/protection-journalists

 

 

 

 

Times of Israel skriver i denne artikel om Muhammed  Naser Abu Huwaidi   (MNAH)- Artiklen er afsæt til Kristeligt Dagblads artikel om drabet på MNAH i 2023, og hans pointe er, at MNAH som tilhørende en terrorbevægelse ikke skulle være beskyttet af internationale konventioner. Med andre ord ser det for mig ud, som om Allan Sørensen mener at civile og journalister efter internationale konventioner ikke skulle være beskyttet , når de tilknyttet en terrororganisation. Men det kunne være misforstået.  Man  kan være medlem af Hamas eller Islamisk Jihad  og samtidig være beskyttet af internationale konventioner. Sondringen handler om at være civil eller soldat.  Hvis du er direkte involveret i krigshandlinger, er det  en anden sag. Jeg er ikke kyndig udi Islam, men Lex’ artikel antyder, at der er tale om en religiøs bevægelse, der vil missionere for Islam også i Diasporaen. Måske kan der allerede her foreligge misforståelser også.-

 

 

 

Den 19. marts optog  Islamisk Jihad imidlertid Abu Huwaidi på en liste over handlende personer, der blev dræbt under krigen. I en erklæring udsendt af gruppens militære fløj blev han beskrevet som havende tjent i organisationens “militære medieenhed”. Erklæringen specificerede ikke, hvornår eller hvordan han blev dræbt. (min oversættelse)

“However, on March 19, Islamic Jihad included Abu Huwaidi on a list of operatives killed during the war. In a statement issued by the group’s military wing, he was described as having served in the organization’s “military media unit.” The statement did not specify when or how he was killed”.

 

muligt, at sådanne oplysninger findes. Men hvis de gør, burde de være en central del af begrundelsen for den vidtgående konklusion, at drabet var folkeretligt lovligt.

Når medier refererer folkeretlige vurderinger, bør de derfor gøre det med større præcision. Ellers risikerer læseren at få det indtryk, at journalistisk tilknytning til en terrorstemplet organisation i sig selv ophæver den beskyttelse, som den humanitære folkeret som udgangspunkt giver civile. Det er en langt mere vidtgående retstilstand, end den folkeretlige litteratur almindeligvis giver grundlag for at hævde.

Sind Journalisten von Terrororganisationen wie der Hamas durch das Völkerrecht geschützt?

 

 

Das Kristeligt Dagblad (Dänisch)  thematisierte diese Frage am 23. Juni, als Nahostkorrespondent Allan Sørensen schrieb, Journalisten, die „einer Terrororganisation angehören“, sollten nicht durch die internationalen Konventionen der Vereinten Nationen geschützt sein. Für diese Behauptung gibt es kaum Belege.

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/terrorgrupper-sendte-meddlemmer-i-krig-i-gaza-under-journalist-daekke.

Er schrieb:

 

“Journalisten, die ausschließlich als Medienvertreter arbeiten, sind im Zusammenhang mit Krieg keine legitimen Ziele, und vorsätzliche Angriffe auf Journalisten sind ein Kriegsverbrechen. Aktive Mitglieder von Terrororganisationen hingegen sind im Zusammenhang mit einem bewaffneten Konflikt wie dem im Gazastreifen legitime Ziele.“

 

Das Völkerrecht sieht Zivilisten und Journalisten im Krieg und in bewaffneten Konflikten als geschützt an. Die Konventionen selbst schützen Journalisten jedoch nicht direkt. Es gibt jedoch Erklärungen und zusätzliche Protokolle, die die Regeln klar definieren. Die entscheidende Frage ist daher: Wie streng sind die Ausnahmen? Der zentrale Begriff lautet „Kombattant“. Die Definition ist recht streng. Die betreffende Person muss bewaffnet sein und direkt an Kampfhandlungen teilnehmen oder indirekt, beispielsweise durch die Benennung militärischer Ziele. Nichtkombattanten sind geschützt und dürfen nicht als militärische Ziele benannt werden. Die Beweislast liegt hier bei der angreifenden Partei, unabhängig von ihrer Organisationszugehörigkeit.

Ich schrieb dies an das Kristeligt Dagblad, dessen Auslandsredakteurin Sidsel Nyholm Allan Sørensens Auslegung des Völkerrechts wiederholte. Sie wies meinen Einwand als Rechtsirrtum zurück.

Meiner Meinung nach reicht die Mitgliedschaft in einer terroristischen Organisation oder die Zugehörigkeit zu einer Organisation, die als „militärischer Zweig“ übersetzt wird, kaum als Beweis für die Tötung von Muhammed Naser Abu Huwaidi aus, wie Allan Sørensen behauptet. Ob es schlüssige Beweise gibt, die die Tötung nach Völkerrecht rechtfertigen könnten, wissen wir nicht.