4. søndag efter trinitatis

 

af Mikael Hertig

 

 

28-06-2026

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48

Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Du må ikke bøje retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage enkens klædning i pant. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud udfriede dig derfra. Derfor befaler jeg dig at handle sådan. Når du høster kornet på din mark og du glemmer et neg på marken, må du ikke vende om for at samle det op; lad den fremmede, den faderløse og enken få det, for at Herren din Gud må velsigne dig i al din gerning. Når du slår dine oliven ned, må du ikke gå grenene efter; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Når du høster druerne i din vingård, må du ikke plukke rent efter dig; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Husk, at du selv var træl i Egypten. Derfor befaler jeg dig at handle sådan. 5 Mos 24,17-22

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne:
Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende. Men du, hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol, for der står skrevet: »Så sandt jeg lever, siger Herren: For mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud.« Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud. Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde. Rom 14,7-13

 

Tilgivelse og den indre svinehund

“Jeg er sikker på, at vi alle er enige om, at vi burde elske alle vore medmennesker-. Men jeg ved, at der endnu er mennesker i verden, som ikke elsker deres medmennesker, og jeg hader den slags.   “        Tom Lehrer

 

Tro handler om mennesker i menneskeligt fællesskab. Tro handler om individet, om sindelag, værdigrundlag. Det gør politik også.  Vi hører politikere i det sekulariserede Danmark tale om  åndelig oprustning, samtidig med, at de samme mennesker også siger, at hvis det handler om prioritering mellem tro og politik, må troen altid vige. For, mener de pågældende, “tro er en privat sag”. Troen er således efter den opfattelse udelukkende et indre anliggende, der ikke kommer andre ved.  Troen er trængt helt i sindet, og der skal den holdes indelukket, kunne man antage, de pågældende synes. Politik er vigtigere, end tro, mener de. Religion, tro og kirke griber forstyrrende ind i dansk politik, og det vil sekulariserede danske politikere ikke finde sig i.
De pågældende politikere stiller ikke spørgsmål om, hvorfra troen kommer, om dens væsen. Tanker og følelser kommer jo ind i hovederne på os hele tiden, både fra vore nærmeste og fra alle andre vegne.

Lad mig citere Halfdan Rasmussen:

“

Og du skal ikke lukke dine øjne
og stå afmægtig, når det onde sker.
Men trofast mod hver kalden i dit hjerte
skal du forkynde, hvad du gemmer der.”

 

Halfdan Rasmussens digt: “Det blir atter stille efter stormen” er skrevet i 1944 som et illegalt digt i antologien “Der brænder en ild”.  Læser man citatet ovenfor, ser man ikke, at det handler om det nødvendige oprør mod karabiner, drab på fortove og lignende traumatiserende oplevelser, som den 19 årige forfatter bar rundt på inde i kroppen. Men  når man skal forkynde noget, er det ud til fællesskabet. Man skal netop ikke holde det for sig selv.

Tro er noget alle har, og det handler om sindet, oprigtighed og deltagelse i fællesskabet. Rasmussens digt handler om oprigtighed i forkyndelsen, om håbet om fred og kærlighed, og det er grebet ud af øjeblikket. Troen forstået som forestillinger om verden med vægt på et værdigrundlag er noget, alle har. Foranderligt, verdensbilleder og livsanskuelser, ståsteder og synspunkter kan begrebsmæssigt måske nok skilles ad,  men er inderligt indbyrdes forbundne.

De af Jer, der ikke har hadet nogen, eller ikke lige nu hader nogen, bedes lige for god ordens skyld række en finger i vejret. Tom Lehrer-citatet ovenfor afslører, at det at fordømme, udstøde og hade er et menneskeligt grundvilkår. Jeg husker det tydeligt, at den alle vegne optrædende Clement Kjærsgaard i et  interview stillede Desmon Tutu følgende spørgsmål: “Skal man altid kunne tilgive sine fjender?” Tutu åbnede sin mund med det store brede smil, der var så karakteristisk for ham. Mundvigende nåede næsten helt op til ørerne. Han sagde:

 

 

“Vi burde tilgive. Måske kan du og jeg ikke tilgive. Men jeg forsikrer dig: Jesus kan! Selv Hitler!”

 

 

 

 

Efter at dr. Hermann Göring i den tyske rigsdag have holdt en nazistisk tale, fik SPD -formanden lejlighed til at afgive en replik: Han sagde noget i retning af: “Vi i SPD kan overhovedet ikke have med Jer at gøre. Det skyldes ikke vores uenigheder i denne forsamling. Vi vil ikke  fodre vores egen indre svinehund.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det handler om ikke at blive ledt i fristelse, om at bekæmpe sin egen indre ondskab. Dermed er rammen for at “elske sine fjender” også sat. Vi har som ufærdige mennesker vore grænser,og tendensen til at udstøde, intrigere, fordømme og ignorere er sikkert alt for snævre.

Det ligger i Hannah Arendts begreb om ondskabens banalitet, at alle, der handler ondt, anser deres handlinger som retfærdiggjorte, måske endda gode eller nyttige, når de udfører dem. Det gælder også dig og mig.

I kristen forstand er nåden uendelig og rækker længere ud, end vi selv kan fatte. Men i det små hernede på jorden kan vi jo prøve gennem indføling at begrænse vores egen personlige ondskab en lille smule. Vi kan ikke være  fuldkomne. Men efter Tutus ord kan lidt mindre måske godt gøre det. Men Guds nåde rækker ud til alle.

Amen